Træne mens man er syg?
Træne mens man er syg?

Skrevet af Kim Long Nguyen, 25. februar 2016
Tags: Sundhed, Træning, Sygdom

Det er uundgåeligt at blive syg i perioder, og er jeg syg i længere tid, får jeg dårlig samvittighed over ikke at være i stand til at træne og pleje min krop. Tidligere har det ikke holdt mig fra at træne, trods sygdom, men nu hvor jeg har fået større forståelse for kroppen og træningen, vil jeg tænke nøje over om det er det værd.

Er man blot småforkølet har det ikke den store relevans, men har man det værre eksempelvis feber eller influenza, er det en helt anden sag. Kroppen har nemlig brug for 100% afslapning, for at kunne bekæmpe sygdommen, hvorfor træningen kun vil forværre og forlænge processen.

Ikke kun vil man forværre det for sig selv, men også for andre som træner i træningscentret, idet der vil være en risiko for, at de også vil blive smittet. Uanset hvor dårlig samvittighed man har, vil jeg råde jer til at blive hjemme og slappe af. Er man forkølet er der også en risiko for, at det bliver forværret, da ens immunforsvar svækkes yderligere, især når der trænes med høj intensitet. Der kan nemlig være en chance for at man kan blive smittet af andre eller omvendt.

Man gør kun livet surt for sig selv og andre, hvis man vælger at træne, mens man er syg. Jeg har gjort det utallige af gange, og selvom jeg får bedre samvittighed på selve dagen, vil jeg komme til at fortryde det, så snart det hele forværres.

Nu er jeg i den fase, hvor jeg fokuserer på at øge muskelmassen, og det kræver at min krop ikke bliver stresset og presset på de dage, der styrketrænes. Det er selvfølgelig en personlig vurdering, om man er i stand til at give den 100% i træningscentret. Er jeg i tvivl, foretrækker jeg at blive hjemme og pleje kroppen. Vælger jeg at træne og ender med at få det værre, vil træningen have mindre eller ingen effekt for kroppen, da den bliver overanstrengt.

I vintertiden ser jeg gang på gang folk, som slet ikke har det tilpas, men stadig tager op og træner. Det er nu heller ikke rart at træne et sted, hvor der er syge mennesker til stede.

Så næste gang I er syge, så tænk lige over om det er det værd at træne, både for jeres egen skyld og andres. Det skader ikke at springe træningen over, mens man er syg, og kroppen vil kun få det bedre af det. Kroppen har ikke godt af at blive stresset og presset, mens den er svag. Respektér og forstå den krop I lever og ånder i.

Relevante indlæg

0 kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort